Da forløbet på Det Børnepsykiatriske Hus var overstået, fik kommunen den besked med hjem, at der .... blandt mange ting....skulle findes en specialskole til min søn. Man kunne fra Fyns Amt ikke finde et passende skoletilbud til ham, så jeg stod i realiteten uden skoletilbud til knægten, som skulle begynde i skole året efter opholdet på DBH. Fra PPR i vores kommune deltog den lokale psykolog. Jeg kørte med ham tilbage fra et af de sidste møder, og han spurgte mig ... som en af de eneste i hele den her proces... om, hvordan jeg havde det .... Jeg kunne ikke svare ham. Jeg sad med en stor klump i maven, stemmen snørrede sig sammen i halsen på mig, og jeg fik tårer i øjnene. Når jeg tænker på det, så ville jeg ønske, jeg kunne have sagt noget til ham... Sagt, hvor skidt jeg havde det, hvor bange jeg var, hvor ked af det, jeg var... Men der kom ingenting ud af min mund...

Jeg var i den periode i praktik på Områdekontor Øst, Flygtninge B&U, og min praktiklærer havde tilfældigvis kort forinden anbragt et barn på en skole i Nr. Broby, en Rudolf Steiner Skole. Hun fortalte mig om den, da jeg jo havde underholdt med alle vore vanskeligheder derhjemme, og hun tilbød at tage med mig ned og besøge stedet.

Vi kom ned til et sted, en mindre Herregård, med en gammel hovedbygning, der var malet lys ferskenfarvet. En stor have, smukt anlagt lå rundt om huset, og en lille sø med ænder lå lidt tilbagetrukket, på vej ned til en rød barak, som man midlertidigt brugte som undervisningslokaler.

Da vi kom ind, kom der et par skønne unger løbende imod os, og hilste hjerteligt med "hej, hvem er I", "goddag, hvem skal I besøge" etc. Den daværende forstander kom ned af trappen, med et par unger hængende om sig, og hilste på os. En høj, mørk mand med venlige øjne, som både min søn og jeg skulle komme til at lære godt at kende.

Vi fik en god rundvisning og en dejlig kop kaffe. Under hele forløbet kunne jeg bare mærke een eneste ting: Jeg var ikke et sekund i tvivl. Det her var SKOLEN ! Stedet emmede af venlighed, fred, ro, nærmest en kærlig atmosfære. Her var det, jeg havde ledt efter til min søn. Her kunne de rumme ham, give ham kærlig undervisning, lære ham noget, give ham fred i sin hverdag efter nogle forfærdelige år i børnehaven. Her ville han møde andre børn som sig selv, her ville han kunne trives.

Her mødte min søn et super menneske. Hans klasselærer gennem 9 år, hun var et mirakel. Et sjældent dedikeret menneske, en ildsjæl, og en meget kompetent underviser. Det er hendes fortjeneste, at min søn i dag kan læse, at han ved så meget, som han gør, at han har fået lov til at synge, lære at spille på forskellige musikinstrumenter, spille teater og leve et kreativt skoleliv. Jeg ser sikker på, hun var en engel .. en engel til min søn....og til mig, indirekte.

Til diverse arrangementer på skolen var jeg var meget glad for at møde andre forældre, som også havde haft større eller mindre glædelige oplevelser med systemet. Et forældrepar har jeg stadig kontakt til, min søn og deres datter gik i klasse sammen og var en overgang kærester. Desværre boede vi spredt ud over det ganske, danske land, idet nogle af børnene boede på Steiner Hjemmet, som lå i tilknytning til skolen, så det var svært at ses mere regelmæssigt.

I sommeren 1995 begyndte min søn sin skolegang i Steiners Specialklasser i Nr. Broby, i 1. klasse, hvor han gik til og med 10. klasse. I sommeren 2005 begyndte han på Brangstrupskolen i Ringe, men det er en ganske anden og heldigvis .. lykkelig historie... fik jeg sagt, at den skole fandt jeg også til ham, kontaktede den og fik ham visisteret..... 

Vi blev efter pres fra børnehaven henvist af kommunen til Specialrådgivningen for Småbørn under 7 år ved det daværende Fyns Amt. Der mødte jeg en meget dygtig psykolog, Peter Kure, som nok er et af de mest tænkende og omsorgsfulde mennesker, jeg kan huske fra den periode. En af pædagoerne fra rådgivningen kom og filmede min søn i børnehaven, og holdt møder med pædagogerne og mig bagefter, hvor hun fortalte om det, hun så, og hvad vi kunne gøre for at hjælpe ham. Det stod ved slutningen af forløbet klart, at han havde vanskeligheder, der svarede til diagnosen "organisk hjerneskade". Samtidig mente psykologen, at min søn fremstod som meget skæmt, så han ville have ham undersøgt på Det Børnepsykiatriske Hus v. OUH. Der kom vi ind i sommeren 1994. Min søn var "indlagt" til et 6 ugers dagobservationsforløb, hvor jeg var med de første 3 dage. Det var tydeligt allerede efter 2 dage, for hans kontaktpædagog og for personalet som helhed, at min søn havde neurologiske vanskeligheder, som også manifesterede sig som fysiske problemstillinger. Hans muskeltonus var slap, han var motorisk meget usikker og bagud for sin alder, hans sproglige udvikling var meget forsinket og præget af "omvendt ordstilling".. Et eksempel, som jeg husker meget tydeligt er en sætning, han sagde til sin kontaktpædagog.. "se sulten, jeg spiser"... Da var han 6 år gammel.

Udskrivningsmøderne fra stedet husker jeg som et rent helvede. Jeg var indkaldt til et formøde, hvor den læge, der havde undersøgt min søn, i en meget kort og kontant tone meddelte mig, at min søn var retarderet i sinkeområdet, havde meget store sproglige og motoriske vanskeligheder og at han i al fremtid ville få brug for massiv støtte og hjælp, hvis han bare skulle klare sig nogenlunde.... Så hørte jeg ikke mere ... jeg sad som forstenet og så ned i bordet, jeg ville græde, skrige, men kunne ingen af delene. Jeg gik faktisk i chok. Jeg husker jeg sad i bussen på vej hjem, og bare stenede... jeg kunne ingenting. Da jeg kom hjem sad jeg i flere timer ved køkkenbordet og bare så ud i luften... Så rejste jeg mig og cyklede hen til børnehaven for at hente min søn. 3 uger efter brød jeg grædende sammen. Men der var ingen hjælp at hente. Der kom ingen fra kommunen for at hjælpe mig ... endsige tilbyde mig samtaler eller hjemmehosser, tabt arbejdsfortjeneste .... ingenting ... jeg måtte klare det helt alene. Sorgen kom bare væltende, og jeg kunne ikke andet end græde.

Vi var tilknyttet Børneafdelingen på OUH. Afdeling H, tror jeg nok, den hed. Min søn var til et par opfølgningsmøder, jeg kom til nogle samtaler på stedet, men hver eneste gang var det en ny læge, jeg skulle tale med og efter nr. 3 orkede jeg ganske enkelt ikke at begynde fra "Adam og Eva" igen, så jeg holdt op med at komme. Jeg oplevede ikke nogle opfølgningsbreve eller noget tilsvarende fra vores kommune, som i alle årene ikke een eneste gang henvendte sig for at høre eller følge op på sagen hjemme hos os, før jeg bad dem om at komme på hjemmebesøg i sommeren 2005 .... Da havde min søn været en kendt B&U handicapsag siden 1992.

Mens alt det her står på, er jeg begyndt at læse til socialrådgiver. Uddannelsen begynder jeg på i februar 1993, og holder så et ½ års orlov, da min søn er i indstillet til undersøgelse på DBH/OUH. Jeg ansøger i forbindelse med udskrivningsmødet om revalidering til færdiggørelse af uddannelsen grundet sociale forhold, handicappet barn etc., men kommunen afslår min ansøgning med henvisning til, at jeg ikke opfylder kriterierne for bevilling af REVA. Ansøgningen er vel underbygget og støttet fra DBH/OUH, fra Specialrådgivningen, hvor min søn var inden henvisningen til DBH og fra vores daværende læge, som i sin konklusion på emnet skrev, "at såfremt vi ikke fik hjælp, ville det få fatale konsekvenser for både mor og barn" .... Ja, kan jeg kun sige. Jeg er nu stresspensioneret socialrådgiver. Så manden fik ret. Og kommunen sparede mange, mange penge.....

Jeg undrer mig næsten dagligt over det, jeg både dengang og nu kun kan opfatte som intet mindre end faglig inkompetance fra kommunens side. Hvordan kunne man negligere en enlig mor til et barn som min søn så groft, som de gjorde ... til trods for alle de papirer, der lå, alle de undersøgelser .... jeg fatter det ganske enkelt ikke. Det kommer jeg nok aldrig til. For det giver ingen mening, den måde, jeg oplevede kommunens handlinger .. eller magel på samme. Kun ud fra et økonomisk og et fagligt askekt kan jeg nogenlunde få mening i galskaben. Hvis man fandt ud af, hvor svært vi havde det, så kostede det jo penge at iværksætte foranstaltninger, der kunne hjælpe os. Så det var bedst ikke at lave noget forebyggende eller opsøgende arbejde eller for den sags skyld skaffe sig mere viden og indsigt i de forhold, en enlig mor til et handicappet barn lever under, det ville kun komme til at koste mere arbejde for socialrådgiveren og flere penge for kommunen. Ja.. jeg kan jo tage fejl.. der kan jo være andre årsager, selvom jeg har svært ved at se dem... Ja, jeg er gal. Ja, jeg er vred og bitter over den "behandling" vi fik. Men jeg havde ikke kræfter til at smide rundt med møblementet og bede om en anstændig behandling. Alle mine kræfter gik til min søn, mit arbejde og at holde hus og have..

Da jeg ventede mit barn, troede jeg fuldt og fast på, at jeg ville få et normalt barn. Og skal jeg være ærlig, så tænkte jeg slet, slet ikke på, at jeg kunne blive mor til et handicappet barn. Jeg var ung, fysisk i meget god form, stærk og glad for mit liv. Det lå slet ikke til mit højre fodboldben, at jeg skulle spille en kamp med så ulige odds som det er at blive handicapforælder.

Mit barn blev født med navlestrengen 3 gange om halsen. Han havde manglet ilt den sidste tid inden fødslen, men der blev ikke taget hånd om det under fødslen, eller bagefter, for det gik jo nok, han var ikke blå eller noget andet. Jeg husker, hvordan jordmoderen spurgte, om jeg havde blødt under graviditeten, da hun holdt moderkagen op for at undersøge den ... hun måtte have set noget, der vakte hendes nysgerrighed...hendes undren... men igen, der kom ingen kommentarer i lægejournalen. Dette er først kommet til mig mange år efter fødslen...

Denne manglende ilt til hjernen betød, at min søn lider af en organisk hjerneskade. Dette er diagnosen, vi fik, da han som 16½ årig endelig kom til en neuropsykolog. En undersøgelse, jeg sloges med vores daværende kommune om i over 1 år. Jeg ønskede denne undersøgelse hos en decideret neuropsykolog, kommunen ville sende os til en psykolog, som INGEN erfaring havde med at teste børn med handicaps....

Da jeg begyndte at undre mig over min søns manglende udvikling var han godt 7 måneder gammel. Han kunne ikke høre ret godt, det konstaterede sundhedsplejersken ved BOEL testen. Ligesom hun jænvligt besøgte os, fordi hun gerne ville følge med i knægtens udvikling. Jeg fortalte om mine bekymringer, at han ikke kunne de samme ting, som de andre børn i mødregruppen, at han var så langsom til alting, at han tit var ked af det og græd meget, at han var så tilfreds med bare at ligge helt for sig selv,men hun slog det hen, det betød da ikke noget, børn er jo forskellige, de udvikler sig forskelligt. Der stod jeg så, ung, uerfaren, kun lige fyldt 22. Hvad vidste jeg om børn. Ingenting. Men den blev ved med at være der. Tvivlen. At der var noget galt. Helt inderst inde, så vidste jeg godt, at han ikke var som andre børn. Jeg ville - kunne - magtede  ikke - af forskellige årsager - at se det. 

Tiden gik, vi flyttede til England og hjem igen. Jeg var nu alenemor. Min søn kom i børnehave, og efter kun ca. 2 måneder stod det klart, at han havde så gennemgribende vanskeligheder, at pædagogerne måtte gøre mig opmærksom på det. Jeg husker levende det møde, jeg havde med souschefen og min søns stuepædagog, som begge forsigtigt forsøgte at bibringe mig deres bekymring. Jeg sad lige så stille, lyttede og begyndte at græde. Af lettelse. Det måtte jeg jo sige til de 2 damer, som straks trak vejret meget mere frit, og jeg kunne så berette om mine observationer derhjemme. Alle mine bekymringer, alle mine tanker om min søns vanskeligheder. Det var godt endelig at møde nogen, der troede på det, jeg sagde.

Det var en lettelse uden sidestykke. Jeg stod ikke med mine bekymringer helt alene. Der var, trods alt, nogle mennesker i min søns dagligdag, som troede på mig. Hørte på mig. Så min søn. Jeg skulle så i de næste mange, mange år komme til at møde mange mennesker, som hørte, hvad jeg sagde, og som helt sikkert så min søn. Men min nærmeste familie spændte hver gang ben for, at der kunne etableres aflastningsforhold til drengen med den begrundelse, at de ville hjælpe, jeg skulle bare sige til. Det gjorde jeg også. Men hjælpen kom ikke. Så forsøgte jeg et stykke tid igen at klare det hele alene, brød sammen med stress, og bad forvaltningen om hjælp til aflastning, fik den, for kun igen at opleve, at familien ikke mente, stedet var godt nok, det var synd for min søn ... jeg kunne blive ved.

Det leder mig derhen, hvor jeg gerne vil sige til andre familier, at de skal vælge deres fortrolige med omhu. Og allerhelst ikke den nærmeste familie, medmindre de klart oplever, at farmødre/morfædre etc. er i stand til at forstå og tage ind, hvad der er galt med deres barnebarn. Især er det vigtigt, at de forstår konsekvenserne af det handicap, barnet har. At de ikke lægger ubevidst skyld på mor/far, når det er helt klart, at der er tale om et fysisk/neuroligsk handicap. Det har forældrene ikke brug for, og barnet har slet ikke.

Mine forældre levede i mange år med den vildfarelse at "jamen, han er jo ikke dum" ... så han er nok klog nok til at klare sig som ethvert andet barn. Det er mor, der ikke kan finde ud af at opdrage ham ordenligt!

Ja, det er da rigtigt, min søn ligger ikke i den kategori, vi betegner som "idioter" med en IQ på under 30. Men derfor kan han stadig ikke læse og skrive til mere end 2. klasses niveau, og regne kan han slet ikke uden lommeregner. Derfor er han stadig meget "barnlig" i sin fremtoning, har svært ved at overskue lange beskedder, der indeholder mere end 2-3 ting, og især strukturere sin hverdag. Han har et meget stort behov for at skulle have styr på alting, hvor alle er, hvad de laver og hvad man mener om dette og hint. Der skal ikke lave alt for meget om, så kan han ikke følge med, han bliver stresset og utryg. Spontane indfald og "her og nu" sjov, glem det. Det kan han - stadig - ikke. Han bliver snart 20 år. Så det er ikke noget, han vokser sig fra eller som går væk af sig selv.

Det han kan er at spille musik. Han er en gedigen dygtig trommeslager og efterhånden også en habil guitarist. Han synger rimelig godt, og han er glad for sit liv med al sin musik. Han elsker playstationspil, Star Wars, som jeg nok kan udenad, alle 6 film.. kom ikke her, og så er han en ret god kok. Foruden det, så er han et af de dejligste mennesker, jeg kender. Han er omsorgsfuld, indlevende, humoristisk og et meget kærligt menneske... Alt det har jeg givet ham med .. det ved jeg. Så uanset, hvad andre end måtte mene om dette og hint, så er det et synligt resultat, det, jeg kan se i min søn i dag.

May The Lord Be With You And Keep You Safe !

Jeg kan varmt anbefale denne artikel fra NDL-Gruppens hjemmeside. Jeg læser den selv med jævne mellemrum - et af disse mellemrum er lige nu.

Læs selv ... den er god at blive klog på, især for jer, som selv har børn og unge mennesker, der er alternativt begavede.

http://www.nld-gruppen.dk/files/tabogsorg(1).htm

Jeg ved ikke, hvad det er .. jeg læser og hører om alle de familier, der har "normale" børn, hører veninderne snakke om deres poder, så har den ene gjort det, så skal den anden til gymnastikstævne, så skal den tredie spille teaterforestilling og synge solo ..... Og alle lever de helt almindelige liv med præstationer, drømme, forventninger og glæde .. glæde over fremtiden. .. at der er håb for kommende generationer.

.. Og så står jeg der .. eller sidder, og tænker på min dreng... som ikke skal nogen af delene. For det kan han ikke. Og slet ikke på det niveau, som de andre unge mennesker, jeg jo kender så godt, skal og kan. Håbet for fremtiden med uddannelse, liv, børnebørn ... gone with the wind....

Det gibber i hjertekulen, og tårerne står mig i øjnene..jeg bliver vred og ked af det på een gang, jeg får lyst til at råbe og skrige af dem ... jamen for f.. , så nyd dog jeres helt almindelige unger ... I aner ikke en skid om, hvad det vil sige at have et handicappet barn, så hold jeres k.. med brok og skrig om de her normale børn, som kommer til at leve normale liv og få børn, børnebørn etc...

Ja, jeg gribes af bitterhed, vrede, arrigskab, og stor, stor sorgfølelse. Al den vrede over skæbnens ironi, hvorfor skulle det lige være mig, der skulle have et handicappet barn, det havde jeg da for syv sytten ikke bedt om.. var jeg da og er jeg sådan et dårligt menneske, at jeg har fortjent den skæbne... ??

Det er bare ikke retfærdigt, er det ej.. det er det heller ikke for alle de andre forældre, som har handicappede børn og unge som min.. de lider lige så meget som jeg, nogle mere.. nogle mindre. Men vi lider med sorgfølelsen i behold. Den går aldrig væk, den kommer krybende, hoppende, kravlende og springende med jævne mellemrum. Men den kommer. Det så sikkert som AMEN i kirken, er det.

For det meste er jeg glad for at være mor. Men somme tider bliver jeg så ked og så vred og så for meget sur og gal og skrig, at jeg næsten ikke kan klare at være til og være mig. Det fylder så meget at være handicapmor, også efter knægten nu snart er 20 år ...

Jeg græder stadig salte tårer over min skæbne ....

Jeg har nu indledt en kampagne for store, runde, smukke Q. Elsk jer selv og smæk livet lige midt i panden. Så her kommer nok en skønhed....Hun taler for sig selv ...

Så er det ved de tider igen, hvor det månedlige lige har slået mig helt omkuldt med migræne i 1½ døgn. Jeg sidder nu og stener foran skærmen, og kan glæde mig til, det endelig kan lade sig gøre at være kvinde uden at skulle nedsvælge 6 eller 8 panodiller dagligt for at kunne se ud af øjnene.

Ak ja, hvad skal man dog ikke gennemgå efter de 40 af underlige kropslige forandringer. Det er lidt ligesom at være teenager, tænker jeg ind i mellem. Vi mærker de her forandringer, svedeture, hovedpine, større eller mindre humørsvingninger, søvnforstyrrelser, udebleven menstruation, tørre slimhinder og en masse andre glædeligheder, som kommer, når man som kvinde har passeret de 40 og må forvente, at kroppen begynder at lukke ned for den fertile del.

Det gør mig ikke noget. Alle disse forandringer, de er en stor del af det at være kvinde, og det at være og have den alder, jeg har. Men kunne det da så bare ikke holde op, sådan fra den ene dag til den anden, så jeg var fri for at skulle lægge mig med migræne og andre ubehageligheder, når russerne indvaderer lysthuset ... 

Let's face it, det ville være synd at sætte flere børn i verden, jeg bliver 43 næste gang. Hvad skal jeg så med menstruation og andre ubehageligheder, jeg har gjort mit til den del af det at være kvinde siden jeg var 10 år gammel, og endda med PMS siden jeg første gang skiftede menstruationsbindene ud med OB tamponer. Det er, med min evne til hovedregning, 33 år alt i alt.

Homoner og andet kunstigt fabrikeret pillestads vil jeg af princip ikke indtage. Jeg kan ikke tåle p-piller, jeg tager på, får kvalme og bliver dybt deprimeret af dem. Så det skal jeg ikke eksperimentere med. Derimod har jeg stor fidus til diverse naturhjælpemidler, og har med stor succes brugt Melbrosia mod hedeture. Det kan varmt anbefales.. ;o) Det er dog noget dyrt stads, især, når pengepungen ikke bugner...

Nej. Den naturlige vej. Lige ud af livet og ind på landevejen. Det må være vejen frem til den nye kvindealder ;o)

Jeg ved ikke, hvad det er, der sker, når vi synger. Men taget letter og følelserne sidder uden på trøjen. Det var så tydeligt i dag, selv vores dirigent blev helt rørstrømsk under et par af sangene.

Inderlighed. Det er nok ordet, jeg leder efter. Den inderlighed og nærhed, man mærker i et kirkerum, hvor der er guddommelig tilstedeværelse. Hvor den blotte tilstedeværelse af de fremmødte tilhørere og koret skaber denne stemning af nærhed, som nærmest kan føles. 

Selv mærker jeg det ved denne rislende, stødagtige fornemmelse i kroppen, oftest under nogle helt bestemte sange og somme tider kommer det bare. Uden forvarsel, det strømmer gennem kroppen på mig og jeg får tårer i øjnene, et stort sug i maven og det føles, som om jeg "letter".

Det er så meget større end mig, det her, og jeg bliver så ydmyg bagefter. Så fyldt af taknemmelighed over at måtte være med, synge sammen med alle de her dejlige mennesker. Det er jeg meget, meget glad for. Mere end jeg faktisk kan udtrykke med ord. Så jeg lader være med at skrive mere lige nu.

Der er blot tilbage at sige tak for en fantastisk koncert til fru dirigent, Lene Nørrelykke,  til Stephen Nørrelykke for hans formidable pianospil, og til alle mine korkammerater for deres tilstedeværelse og deres smukke sang. 

Vi ses på mandag. May The Lord Bless You And Keep You Safe.

BottomlessComments.com -
The site with comments to no end.

BottomlessComments.com -
The site with comments to no end.

Så lykkedes det .. at finde et amerikansk blad for runde smukke kvinder ... det hedder selvfølgelig BBW Magazine og kan findes lige her til glæde og gavn for alle jer dejlige Q derude:

http://www.bbwmagazine.com/

Så synger vi igen, som vi jo gør med jævne mellemrum. Også her i påsken skal vore skønne røster lyde, og det sker netop her:

Søndag, 2. påskedag, kl. 16.00 giver Rejoice koncert i Betlehemskirken, Hjarnøgade 1, 8000  Århus C.

Vel mødt, tag familien, naboen, vennerne eller dig selv med til en dejlig oplevelse, for krop og sjæl.

Er der nogen derude i blogland, der kender til XL Q-Magasiner, blade, aviser etc. ?

Jeg er ikke født med en sølvske i munden, eller en guldknap i trøjen. Jeg er født med en gulvskrubbe i den ene hånd og en stegepande i den anden. En fattig arbejdertøs, med hjerne og hjerte, meget mere, end godt var.

Tidligt lærte jeg at arbejde. At præstere. At være den kloge, den dygtige, den søde, den venlige, den flinke pige. Hende, der ikke gjorde så meget væsen af sig, men dog var til stede. Hvis man så ordenligt efter.

Hjemmet var ordenligt. Pænt. Indtil moderen fik arbejde, stress, gik i ovegangsalderen, og blev helt og aldedes umulig at være sammen med. Faderen arbejdede, både på arbejdet og i fritiden. Hvis han da ikke spillede fodbold, så fodbold, eller spillede musik. Fravær. Af nærhed. Tilstrækkelighed. Omsorg.

At blive set handlede således om at skabe resultater. For dem kunne man jo se. De var der, i karakterbogen, uden tvivl. Synlige beviser på indsatsen. Rosen udeblev. Det kunne altid gøres bedre, der kunne altid skabes mere. Det var, som om det aldrig var nok.

Tomheden i maven tog til. Den kunne ikke dulmes med mad. Slik. Leg. Sang. Den blev mere og mere insisterende, satte sig som en pine, der ikke kunne bestikkes. Før der var dømt aflad. Chokoladen og smøret tog fat om smerten, og besteg tinderne af selvforagt, som ingen andre hjælpemidler siden kunne præstere.

Bølger af selvhad, foragt, mindreværd, afløstes af perioder med selvindsigt, arbejdsnarkomani, slankenarkomani - kontrol i alle afskygninger. Ingen af dem formåede at kontrollere tomheden. Ensomheden. Forladtheden.

Treenigheden står som søjler i mit sind. Jeg hopper fra den ene til den anden, frem og tilbage, hopper til den tredie, står stille et øjeblik, blot for at se ned i intetheden. Se dybden. Sjælen.

Udefra ses det ikke. Indefra ses detaljer. Skygger. Folder af virkelighed. Stjernebark.

Den gamle sang.. den kom til mig her for et kort sekundt siden, i forbindelse med en masse spørgsmål, der kom krybende ud af hjerten og nu ned gennem fingrene, der danser rundt på tastaturet. De kom sådan her:

Hvor går jeg hen, når sjælen skriger, smerten råber, hovedet er fuldt af ord, kroppen sitrer og hjertet banker ?

Hvor lægger jeg de følelser, der ikke er plads til, hvilken skuffe skal de i ?

Hvor skal jeg sætte mine spor, når sporene ikke fører den slagne vej ?

Hvor er udgangen til indgangen, begyndelsen til enden ... eller er det enden på begyndelsen ?

Hvor i livet skal jeg finde livet ? Forlæns, baglæns, ude, under, for oven, til siden, hvor skal jeg lede ?

Hvor finder jeg kernen ? Kernen af det, jeg leder efter ? Kernen i mig selv, i det andet menneskes sjæl, i det, jeg leder efter ?

Kernen i det, der findes. I det, der var. I det, der kommer.

Livet i kernen, svaret i livet, livskerne, kernesvar.

Så er det snart påske. En højtid, jeg skatter meget, som den "believer" jeg jo er. Palmesøndag, den dag, Jesus red ind i Jerusalem på æslet, og de følgende dage frem til skærtorsdag, langfredag, påskelørdag og Påskemorgen. Alle dage, som har hver deres betydning.

På siden www.vero.dk kan man læse lidt om langfredags betydning. Den lange fredag, Jesu lidelse, det onde, det smertefulde. Den dag, vi gør bod, hvor vi ser tilbage og angrer. Jeg husker, at min farmor, som arbejdede som servetrice i Århus' havnekvarter har fortalt, at man ikke måtte spille musik denne dag.

Det er også en gammel frugtbarshedsfest. Ægget som symbol på liv, fertilitet, ny begyndelse og håb om en god høst. Alle farverne, udformningerne, muligheder for at pynte op og håbe på noget, som er godt. I fremtiden.

Nyd påsken med alle dens glæder, både bordet og sjælens. Og frem for alt, nyd hinandens selskab og tænk lidt på, hvorfor vi holder påske, måske endda et besøg i den lokale kirke kunne være en del af påskens aktiviteter. Det bliver i alt fald en del af det, vi gør her i familien

Som så mange andre danskere, er jeg medlem af Danmark. Jeg er også kvinde, som i den grad lider af PMS. Så denne artikel tænkte jeg ville kunne hjælpe og berige et par medsøstre... Artiklen nedenfor er fra det sidste nyhedsbrev fra Danmark.

Af: Bent Ottesen, professor, dr.med., speciallæge i gynækologi og obstetrik

Hvad er PMS?Præmenstruelt syndrom (PMS) er en række symptomer, der optræder i perioden op til forventet menstruation. Symptomerne kan være af både psykisk og fysisk karakter. I de sværeste tilfælde påvirkes de daglige aktiviteter.

Det er karakteristisk, at symptomerne svinder kort efter menstruationens start og efterfølges af en helt symptomfri periode. I den internationale litteratur kaldes tilstanden 'Premenstrual Dysphoric Disorder (PMDD)'.

Hvorfor får man PMS?

I dag ved man ikke, hvorfor tilstanden optræder. Symptomernes tætte relation til menstruationscyklus tyder på, at hormonvariationer i forbindelse med ægløsningen og den efterfølgende menstruation har en betydning. Denne sammenhæng understøttes af den kendsgerning, at PMS særligt optræder hos kvinder, der har ægløsning. PMS forekommer således ikke efter overgangsalderen.

Specielt kønshormonet progesteron, der findes i særlig høje koncentrationer op til menstruationstidspunktet synes at spille en rolle. Kønshormonerne kan påvirke en lang række organsystemer inklusiv centralnervesystemet. En særlig følsomhed over for kønshormonerne kunne være en forklaring på, at symptomerne optræder i særlig udtalt grad hos en vis gruppe af kvinder. En vis arvelig tendens til PMS er også påvist.

Hvordan føles PMS?

PMS omfatter en lang række meget forskellige symptomer, formentlig fordi virkningen af kønshormoner varierer fra en kvinde til en anden. Det kan dreje sig om fysiske symptomer i form af:

Brystspænding

Smerter i brystkirtlen

Hovedpine

Væskeophobning

Led- og muskelsmerter

Tyngdefornemmelse og ømhed i underlivet

Vægtøgning

Oppustet mave

Svimmelhed

Øget appetit

Smagsændringer

Hede/svedeture.

 

 

De psykiske symptomer omfatter:

Følelsesmæssig ustabilitet

Humørsvingninger

Irritabilitet

Aggressivitet

Træthed

Depression

Rastløshed

Søvnbesvær

Manglende koncentrationsevne

Afmægtighedsfornemmelse

Glemsomhed.

 

Selv om tilstanden omfatter en lang række forskellige symptomer er det karakteristisk, at den enkelte kvinde har de samme symptomer fra cyklus til cyklus.

Hvor mange får PMS?

Præmenstruelle symptomer er helt normale. Op til 70-80 procent af alle kvinder oplever fysiske og/eller psykiske ændringer op til menstruationstidspunktet. Man taler derfor kun om præmenstruelt syndrom hos de mellem 3 og 10 procent af kvinderne, hvor symptomerne i væsentlig grad påvirker de daglige gøremål. PMS angives særligt at optræde i 30-35 års alderen.

Hvordan behandles PMS?

Mange forskellige behandlinger har været anvendt igennem årene. Ændringer af livsstil anbefales af mange. Det kan dreje sig om gode motionsvaner, løbetræning, nedsætte forbruget af koffein, nikotin, alkohol samt ændring af kostvaner.

Det er bemærkelsesværdigt, at uanset hvilken behandling, man vælger, vil der være en gunstig effekt hos helt op til 80 procent af de behandlede. Hvor hovedpine og underlivssmerter er fremherskende kan paracetamol eller gigtmidler i form af NSAID-præparater forsøges. Ved egentlig præmenstruel migræne er der bedst effekt af egentlige migrænemidler. Smerter i brystkirtlen kan ligeledes behandles medicinsk.

Videnskabelige studier har vist, at behandling med calcium kan lindre symptomerne. Hvis det ikke er muligt at identificere specifikke symptomer, kan behandling med p-piller være et godt forsøg. Det er dog karakteristisk, at effekten af både p-pille behandling og andre tilbud i form af vitamin B, magnesium, hormoner og vanddrivende midler ikke med sikkerhed har kunnet bekræftes i egentlige videnskabelige undersøgelser. Der er i dag god dokumentation for, at kvinder med svær PMS, hvor der er udtalte depressive symptomer, kan have stor glæde af psykofarmaka både med hensyn til afhjælpning af de psykiske såvel som de fysiske symptomer. Behandling foregår i samråd med egen læge og/eller psykiater.

Hvad kan man selv gøre?

De mange forskellige symptomer og det manglende kendskab til symptomernes årsag gør det vanskeligt at angive en specifik behandling. Det kan være en god idé at foretage en nøjagtig optegnelse af symptomer og menstruationscyklus over en periode på mindst tre måneder. Dette vil ikke blot afklare om symptomerne er relaterede til cyklus, men også gøre det klart hvilke symptomer det drejer sig om. Samtidig registrering af morgenvægten vil være et godt supplement.

Disse oplysninger vil være til stor hjælp, når man skal gennemgå symptomerne med sin læge. Der eksisterer ikke nogen blodprøver, der kan stille diagnosen. Det er vigtigt, at lægen udelukker, at der kan være en anden årsag som forklaring på symptomerne. Det kan dreje sig om egentlige psykiske lidelser, underlivssygdomme som underlivsbetændelse eller endometriose.

Ændring af livsstil er en af de behandlingsmetoder, der anbefales i dag. Specielt amerikanske læger anfører, at enhver ændring, der giver personen mere kontrol over sit eget liv, vil have en positiv indvirkning på de symptomer, der optræder i forbindelse med PMS.

Jeg har tænkt i et par dage.... på den 8. marts..... Kvindernes Internationale Kampdag. K.I.K ....

Hvad betyder den for en kvinde, som er født i midten af 1960'erne.. hende, som er en del af "generation X", Nå-Generationen etc.... hvad har hun fået ud af kvindefrigørelse, kvindekamp, kvinders stilling i hjemmet, arbejdspladsen, uddannelsessystemet, på verdensplan .... i rummet ... ? Store spørgsmål, som jeg nok ikke er ene om at stille mig og ej heller at forsøge at besvare .. sådan helt for mig selv ... eller sammen med andre Q.

Der er løbet meget vand i åen siden bh-afbrænding, seksuel frigørelse, langhåret flipperhår med lilla tørklæde og afghanerpels... rigtig meget vand, hvis vi skal se på de sidste snart 40 års kvindehistorie i Danmark.

Det første jeg ser, denne kvindernes kampdag, er forsiden på Information. Avisen er ellers lødig, intellektuel, faktuel og alt det andet gode, en avis skal være i min verden, men den her forside ... den fik nu godt nok mit kvindepis i kog ...

Ordene på forsiden bliver gentaget i vilkårlig rækkefølge .... over hele siden. I midten ses et stort, rødt kvindetegn...ordene er følgende:

Overformynderiet, dåse, hystade, moster, narefisse, babe, bicht, sild, narrefisse, skede, tøs, frille, makrel, tøjte, sjuskedorthe, vandrepokal, slamfisse, ko, bimbo, isdronning, dusk, so, kælling, varanen, rejekælling, tudeprinsesse, furie, hystade, jernlady, skrigeskinke, møgso, hjemmestyret, sladrekælling, kran, kost, ayatollahen, harpe, betonlebbe, kællling, gås, sippe, rundetrunte, forsuttet bolsche, strigle, sludrechatol, mandekvinde, luder, hønemor, ravnemor, hejre, møgsæk, sippe, søster, snerpe, taske, ho, connie, tudemarie, skøge, mæfikke.

SIG MIG ... HVOR F.. ER ORDET KVINDE BLEVET AF ............................ ??

.................og hvorfor skal der være godt og vel 50 ord, som enten beskriver kvindens kønsorganer eller seksualitet, og ikke særlig flatterende, ærlig talt, eller diverse følelsesmæssige reaktioner hos kvinder, som mildest talt ikke får positive ord med på vejen......................................... ?

Ordene er ekstremt værdiladede, derom er der ingen som helst tvivl. Er det ord, som mænd har fundet på .. fordi de føler sig truet af kvinders seksualitet og følelsesudbrud ? Er det en måde at true og knægte kvinder på, så mænd kan bevare magten ... på alle områder i samfundet og i parforholdet .... ?

Hvis vi nu satte os og skulle finde på ord om mænd, i samme stil som ovenfor, så er det min påstand, at der ikke tilnærmelsesvis ville komme så mange værdiladede ord om mænds kønsdele, seksualitet, følelsesudbrud som der er om kvindens...

Handler kønskampen i virkeligheden om magtballance ? Afgivelse og tilkæmpelse af magt .. vægtskålsprincippet .. du tager lidt, giver lidt, jeg tager lidt, giver lidt ... og tilsammen skaber vi ballance ?

Eller er mænd i virkeligheden bare nolge tøse-skavl, der bithcer, brokker og surmuler, fordi vi kvinder har fået uddannelse, jobs, penge, karriere, børn, ægteskab, og derfor magt, hvor mændende før havde hele scenen at boltre sig på uden konkurrence ?

Vi er bare gode .. sådan er det, der er ikke så meget at komme efter... Jeg vil så benytte lejligheden til at prale lidt, så man ikke tror, vi sådan kommer sovende til det hele.

Her til aften brugte vi hele øveren på een sang. 2½ times intensiv øvning, på sangen "Why Do You Cry" , som nok kan få de flestes nakkehår til at rejse sig. Igen og igen og... detaljer, som nok skal få sangen til at løfte sig, teknik, som helt sikkert langsom får os til at lyde bedre og bedre.

Ja, jeg er stolt over at få lov til at være med. For vi har så meget i vente, det er der ingen tvivl om. Vi er gode nu. Vi bliver bare endnu bedre. Så kom til :

Påskekoncert

Mandag, den 24. marts 2008 kl. 16.00 (2. Påskedag) i Metodistkirken (Betlehemskirken), Hjarnøgade 1, 8000 Århus C. 

Klik på nedenstående link.. så kan I høre den dejlige påskesang, vi har øvet os hudløse på her til aften.

Så synger vi igen og vi gør det gerne.. I morgen, lørdag, den 8. marts 2008 kl. 13.30 afholder vi koncert i Helligåndskirken i Århus.

Det koster 75 kr. at komme ind, og ja, selvfølgelig er pengene godt givet ud, vi er jo skrappe.. :)

Vel mødt.

SPAM .... er jeg den eneste, der er hamrende træt af det herinde på bloggen... det er sgu da for meget...

sov godt alle ...

Hovedrengøring på toilettet.. alt skulle ud, vaskes af, skylles af, skrubbes og skures til det skinnede. Skønt, skønt, velduftende bad, dejligt at det ikke længere er helbredsskadeligt at sætte sig på toiletsædet..

Ja, jeg ved det, men det har trængt længe. Besøg af drengene her i vinterferien tog lidt på betrækket og hygiejnen på badet og især toilettet. De grisser,  gør de...

Da vi skal have alt ud fra badeværelset for at gøre rent op og ned ad væggene, så er det ikke lige et projekt, jeg går i gang med når jeg kun har et par timer til rådighed. Manden er nødt til at hjælpe med at bære ud og skubbe "Laura" ud, hun vejer jo helt godt, den lille vaskemaskine... ;o)

Nu ligner mine hænder runkne rosiner, jeg kan nemlig ikke arbejde med gummihandsker... Men der er rent. Og det er skønt, skønt... uha..

Nu er det sengetid. I morgen står på en tur til Fyn, min dejlige dreng trænger til et besøg af sin mor. Manden skal spille musik og deltage i møde det meste af dagen, så vi ses først i morgen aften... mon han vil med ind og have døde høns på maven ? Jeg spørger lige...

Mit gamle fag, socialrådgivning, er det fag med størst psykisk belastning, som det også fremgår af ugebrevet A4 her til formiddag.

Artiklen, jeg klipper fra her nedenfor er skrevet af Michael Bræmer, og kan læses i sin fulde længde her.

Socialrådgivere mest belastede
Størst følelsesmæssig belastning på jobbet er socialrådgiverne udsat for ifølge AErådets opgørelse. Det er imidlertid ikke noget, Dansk Socialrådgiverforenings næstformand, Bettina Post, som udgangspunkt hverken undrer eller beklager sig over.

»Vi ved godt, at når vi uddanner os til socialrådgivere, så bliver vi udsat for andre menne­skers svære problemer. Og især i børne- familiearbejdet kan man gå og lagre på virkelig mange svære skæbnehistorier. Det ved man godt – sådan er det,« siger hun.

Der er imidlertid grænser for, hvor mange problemer og skæbner den enkelte kan håndtere og rumme, og derfor har socialrådgiverne ifølge Bettina Post haft held til at skabe forståelse for, at der er sammenhæng mellem kvaliteten i arbejdet og antallet af sager, som den enkelte socialrådgiver kan sidde med.

Når Bettina Post alligevel løfter en advarende pegefinger og bakker op om kravet om afbureaukratisering, er det fordi, et stigende antal af hendes medlemmer belastes af netop ikke at kunne komme til at engagere sig helhjertet i deres klienter.

»På beskæftigelsesområdet handler belastningen meget om manglende mulighed for at komme til at gøre det socialfaglige, gode arbejde for de mennesker, man sidder overfor, fordi der altid er noget andet, man skal gøre – administration, papir og flueben,« siger hun.

En undersøgelse af socialrådgivernes psykiske arbejdsmiljø, som Dansk Socialrådgiverforeningen fik lavet sidste år, viser, at to ud af tre socialrådgivere slet ikke eller kun er lidt stressede. Den gruppe har 6 sygedage per år i snit.

Belastningerne i jobbene enten er eller opleves imidlertid forskelligt, for der er omvendt også 14 procent af socialrådgiverne, der har svært ved at klare belastningerne i jobbet og er helt oppe i det røde stressfelt med et sygefravær på 26 sygedage per år i snit. Samtidig er antallet af førtidspensioneringer af socialrådgiver på grund af psykiske lidelser otte-doblet på 8 år.

Jeg kan kun sige, at jeg er glad for, jeg slap ud i live....!

Ikke langt fra, hvor vi bor ligger Slottet, det gamle fængel i Horsens. Som det nok er de fleste bekendt, bruges bygningen ikke mere som fængsel.  Det stod tomt et stykke tid ... men her for nylig er man så blevet enige om, hvad den store kollos skal bruges til.

Der skal være eventpark ... World Of Crime .... selvfølgelig med undgangspunkt i Slottets fortid som fængsel, hvor der allerede nu eksisterer en udstillingsdel, som man er velkommen til at besigtige.

Egentlig er det ikke hovedtemaet, den gamle bygning og dens fremtid, men derimod dette:

Den 5. og 6. april 2008 smækkes fængselsportene nemlig op for KRIMIMESSEN HORSENS, hvor alskens forskellige tilbud indenfor krimigenren kan opleves i den gamle bygning.

Selvfølgelig skal vi deltage, manden min er jo bidt af en gal krimi... ja,  jeg nyder jo også selv genren, omend dog som læser.. han forfatter jo, og godt er det. Vi har inviteret diverse bekendte til at komme den weekend og dele denne oplevelse med os. Måske var det noget for jer, derude i bloggeland... hvis I ellers tør....  ;o)))