Sådan forholder det sig, når man sparer det pædogiske personale væk, og kalder pædagogisk arbejde med udviklingshæmmede "råd og vejledning" ..................... 

En ½ leder (der deles med et andet bosted), 5 medarbejdere (ingen udd./erfaringsgaranti) og en praktikant fra OSS.

Personalet er på arbejde på bostedet indtil kl. 22, undtagern mandag og lørdag.

(hvad så, når der er larm i gaden lørdag aften, konflikter etc. ? .. eller en af beboerne bliver syge, eller andet alvorligt ?) 

Brugergruppe: Et bosted, uden døgndækning, for personer med psykisk nedsat funktionsevne i alderen 19-57 år.

(helt nøjagtig HVEM taler vi om her .. autister, ADHD, dyb retardering.... alle er skåret over een kam, men ikke alle har de samme behov)

"I x-bosted tager vi udgangspunkt i den enkeltes behov, ønsker og drømme og ud fra det, give individuel råd og vejledning.

(hvordan hænger det sammen .... man kan ikke hjælpe mennesker med manglende evne til struktur og styring ved at give dem "råd og vejledning".. De ved jo ikke, hvad edet er, de ikke kan .... og så bliver de angste, frustrerede .. de går i stå rent udviklingsmæssigt)

Give mulighed for deltagelse i egenkultur og lokalsamfundet for derigennem at indgå i et fællesskab.

(skal det foregå via dyre ture til udlandet og LaLandia .. hvert år .. så kan dem på ny pension ikke være med .. men det er man ligeglad med)

Vi tilbyder hjælp til økonomi, kontaktperson, fælles aktiviteter og ture, fællesspisning."

(Det er godt, de skriver "tilbyder" ... for det er alt, det er ... et tilbud... hvordan vil de have, handicappede selv skal lære de her ting, når det er et "tilbud" ....det kan de slet, slet ikke styre selv )

Antal pladser i bofællesskabet: 6

Støttecenterpladser: 6

Sådan føles det, ærlig talt. Den aldrig-endende-historie, den, der bliver ved og ved i en uendelighed.... og det er ikke den, hvor Limahl synger titelsangen, det kan jeg garantere dig for …

Historien er en ganske anden. Den tager sin begyndelse den 3. maj 1988, da jeg får min søn, som nu er fyldt 20 år. Når man er født med en organisk hjerenskade, så ser verden anderledes ud. Historien ender aldrig. Den slutter ikke … den holder ikke fri…. den bliver ved - i en lang, udstrakt uendelighed.

Vi var som bekendt til handleplanmøde med kommunen den 7. juli 2008, hvor der blev lavet en handleplan på min søn, som indeholdt 3 dele.

1. Hjælp til kost og motion, så han kan få det bedre og spise sund mad. Få en grundig forståelse for, hvorfor det er nødvendigt for ham. Han har brug for stram struktur på det her, han kan grundet sit handicap ikke styre det selv.
2. Sovetider. Der skal mere struktur på, heller ikke dette er han i stand til at styre selv. Han er for træt om morgenen til at klare en meget hård hverdag på BALI.
3. Budget/penge. Hjælp til styring af budget og lommepenge.

Ved en samtale med hans kontaktpædagog i dag og ved besøg hos ham i søndags, hvor vi kørte ham hjem, samt nogle samtaler med min mor over de sidste 14 dage - 3 ugers tid, er det blevet lysende klart, at DER IKKE ER SKET EN HUJENDE FIS med hensyn til de punkter, vi aftalte på mødet. INTET. 

Vi har ikke set skyggen af en handleplan eller mødereferat endnu, maden er stadig et stort “issue”, han kan stadig ikke styre det, får ingen hjælp til struktur af kost etc.,  lommepengene får han selv lov at administrere, købe slik og sodavand ……så er vi lige vidt …………!

Vi får tvært imod at vide af det pædagogiske personale, at deres arbejdsopgaver er “råd og vejledning”……….. til trods for, at vi på mødet klart aftalte, at Benjamin skal have særlig hjælp og pædagogisk støtte til ovenstående opgaver. Der nytter det fanenfisemig ikke bare at sige “du skal lige gøre sådan og sådan”… eller “det er nok en god ide at gøre sådan i stedet for sådan” … når man ikke evner abstraktionen eller selvforvaltningsrollen med indbygget strukturering !!! 

DER ER JO IKKE TALE OM ET NORMALT UNGT MENNESKE FOR F.. DA !

Får jeres 10 årige børn også lov til selv at bestemme, hvad de vil have at spise, hvornår de vil købe slik og sodavand og hvornår de skal gå i seng om aftenen ?????  Det vil nemlig svare til den “udviklingsalder” vi taler om her … med den overbygning på, at min søn, og de andre i bofællesskabet, hvoraf nogle er betydeligt dårligere fungerende end min søn, skal være “selvforvaltende og selvstyrende”, blot fordi HAN ER FYLDT 18 ÅR....

Hvis der er noget, der skaber utryghed, så er det selv at skulle strukturere sin dag, når man ikke har EVNERNE til det. Det turde være ganske, ganske åbenlyst for selv små børn, at det her er dømt til at mislykkes…

Nu må vi tage skeen i den anden hånd og bede om et møde med rette personer i systemet. Dette her er fuldstændig uacceptabelt og meget uholdbart for min søn.

Der er klart sket en fejlvisitering, ligesom det er tilfældet med 4 af de andre beboere på stedet …. og hvem er så ansvarlig for det ??????