Barnets Sjæl ...
3. Sep 1214 12:12, Fruen
Den tilbagevendende sorg over at have et handicappet barn rykker i min sjæls tove for tiden. Min dejlige dreng har nogle vanskeligheder, der gør, at han har meget svært ved at håndtere stress, især psykisk stress.
På grund af den hjerneskade, han er født med, forarbejder hans hjerne indtryk og ny læring ekstremt langsomt. Han kan derfor ikke klare mere end et par beskedder på een gang, så mister han overblikket, ligesom han mange gange skal fortælles den samme ting eller “diskutere færdig”, inden han har forstået et problem eller noget viden. Vi taler ikke om 2-3 gange… Vi taler 15-20 gange…. flere dage i træk.
Der skal heller ikke ændre i “progammet” sådan lige pludselig, så kan han ikke følge med, og han bruger derfor utrolig meget energi på at checke aftaler, så han er sikker på, han har forstået det hele rigtigt og at der ikke sker uforudsete hændelser, han ikke er foreberedt på. Sker det .. og det gør det jo ind i mellem .. så bliver han utryg og oplever angst- og stressanfald.
Han er meget, meget langsom til alting. Han fortaber sig nemt i det, han foretager sig, og glemmer derfor det, han skulle lige bagefter. Afledes han, mens han er i gang med noget, kan han ikke af sig selv vende tilbage til den aktivitet han var i færd med.
Dertil kommer, at han rent bogligt/intellektuelt ligger et sted midt i 3. klasse, og hans evne til at forstå abstrakte begreber er derfor tilsvarende udviklet. Det giver selvsagt nogle svære vilkår at være menneske på i den verden vi lever i. Han kan ikke klare sig med sin meget veludviklede rum/retningssans og sin musikalitet.. Det er der ingen efterspørgsel på i vores præstrations-perfektionssamfund.
Det er nogle af de værste forhindringer, mit barn arbejder med. Når der så kommer for meget på tallerkenen i form af konflikter på arbejdet og tilpasningsvanskeligheder i det bofællesskab, han bor i, så “kager” det for ham. Han føler angst, vrede, sorg, frustration, så meget, at han ikke ved, hvordan han skal håndtere det …
Da han var lille, børnehavebarn, slog han hovedet ind i væggen, når han “fik sine ture” … senere, i skolealderen … kom den der med “jeg vil ikke leve mere, jeg slår mig selv ihjel, jeg er bare en handispasser” … han er desværre så klog, at han godt ved, han er anderledes……. Nu får han tanker om at skade sig selv ved at skære i sig selv ….
Behøver jeg at sige, at jeg græder snot i stænger, når han har det sådan. Dybt ulykkelig bliver jeg, for jeg føler mig så magtesløs… Jeg synes ærlig talt ikke, han har fortjent at have det sådan.. Han har nok at slås med som det er ….
Når jeg så er færdig med at græde, så bliver jeg vred…meget vred. Jeg kunne slå alle de “professionelle” voksne, der er omkring ham, til lirekasseidioter… I skal jo være der for at passe på min dreng, det er dét, I er uddannede til, det får I jeres penge for …. Hvorfor har I ikke opdaget det her …
Hvorfor skal jeg... mor.... igen og igen redde trådene ud for ham ? Når vi nu arbejder så hårdt på at give slip, hvorfor tager systemet så ikke over og er ansvarlig, der, hvor jeg må kunne forvente det ?
3. Sep 2685 12:12
Det holder aldrig op, gør det? Vi er mødre til børn, handicappede børn, og vi kommer aldrig til at slippe dem, som andre slipper deres - NT - børn, gør vi?
3. Sep 3243 12:12
Nej.. DSP, det tror jeg ikke ... ikke når vi er ansvarlige, kærlige og omsorgsfulde mødre ... og fædre ...
De forældre, jeg ser, der giver slip på deres handicappede barn har en eller anden indbygget "ligegyldighedsknap" .. eller også er de så færdige af stress og bekymringer, at de bare ikke kan mere og giver helt op ...
3. Sep 326 12:12
stort varmt knus til dig dejlige Quinde
ved ik hvad det vil sige på egen krop
så jeg nøjes med knuset og
kærlige tanker
B
3. Sep 405 12:12
Tak, B... det er ikke næ'mt det her..