Digte
20. Feb 2007 00:18, Fruen
Kærlighed
Drømmetåger, drømmeland
følger strømmen af lyde
følger drømmens inderste
Glade forventningsstråler lyser
over mit ansigt
Elverstøvets generøse lysglimt
venter på morgengryets dug
Morgenvåde solskinsstråler
finder vej mellem træernes blade
Dugvåde lander de på mit ansigt
salte huddråber iblandet elvestrøv gennemborer sanserne
Kærlighedens morgenlys
vækker min sjælekraft
Morgensøvnig stiger jeg ud af dugstrålebadet
ifører mig elverpigens sommervindskjole
lette, luftige drømmeglimt
af kjolekanten i morgendiset
Lyksaglighedens nærvær er lige ved….
Den lillebitte Pige
I et og alt
er alle lige
som den lillebitte pige
der står og smiler
på broens midte
hun har det hele
og mangler alt
hun véd det godt
hun har dagene talt
til friheden kommer
nu – denne sommer
Med sin bamse og Lise
hopper hun på sin flise
og stopper først
Hov – hvem mon er størst ?
er det mig eller skyggen ?
der kommer fra ryggen
eller er det min ven ?
kan jeg kende ham igen
hvornår mon han kommer
måske næste sommer ?
Hun har meget at fortælle
sin ven – en ælle-bælle
historie, hun kender godt
og hun ved, hun siger den flot
det sir’ hendes skolelærerinde
Måske kan de synge og lege sammen
nede ved dammen
sådan, som de plejer
når det er sommer
Gad vide, hvornår han kommer !
Måske vil min mor bage en kage
og så kan vi sikkert også flage
fordi min bedste ven kommer
nu – denne sommer
Så må han låne min allerbedste bold
og min trøje, når det er kold
Vi skal synge og lege
alle de lege
vi kender så godt
For det bedste jeg ved
er at vide besked
om venskab og sjov
tænker den lille pige
Bamse og Lise skal med
til det allerhemmeligste sted
tænker pigen helt for sig selv
ud i skoven
oppe i træerne, for oven
der bygger vi en hule
mig og min ven
Så tar’ vi saftevand med
til det hemmelige sted
og gemmer os godt for de voksne
Venner forsvinder
med ens barndomsminder
Tilbage står pigen
I kvindens krop
og længes derop…
over træernes top
til hulen i skoven
med solen foroven.
Der var hun lykkeligst,
den lillebitte pige.
Sandkorn
Lysets kilde rinder gennem vandet
Klart og stille vender spejlet
Den bløde side opad
Mod strandens kant
Skinner stenen på menneskets hud
Lysende, perlende dråber
Af sandsten
Små, gyldne korn af sten
I kantens hjerterum
Vinterkulde
Ventende på sommerens varme sødme
Duft af klarhed
Syrenens lilla glød
Drysser fine, hvidgule støvkorn
Forstyrrende på overfladens rolige, blanke blå
De lander blidt og tyst
På menneskets våde hånd
Som små, varme gløder
Glider de gennem hånden
Roligt – stille
Videre i vandets favntag
Forenes farverne i lyset
Krystalklare blå og lilla
Søgende, leende mennesker
Står ved havets begyndelse
Tidens timeglas vendes og drejes
Rundt og tilbage
Til dér, hvor alle venter
På forløsningens flygtige øjeblik
Hver alt er kendt
Hvor alt er klart
Til momentet af vishedens oplevelse
