Krænkelser
3. Sep 7516 12:22, Fruen
Et af de emner, jeg arbejder med i trinprogrammet, er krænkelser. Oplevelser, hvor jeg har følt mig krænket af en instans, et menneske, et ideal, en hændelse, you name it yourself, der, hvor du har følt dine grænser, dine følelser, dig selv trådt under fode, der er du blevet krænket.
Når jeg tænker på alle de gange, jeg i forbindelse med min søns handicap har haft kontakt til det offentlige system, og stadig har det, så hober alle minderne sig om krænkende samtaler, oplevelser, afslag, manglendee indføling fra sagsbehandlere, svigt i forhold til at “glemme os”, ingen opfølgning, igen kontakt, ingenting …, så rammes jeg af magtesløshed. Det vil føre for vidt hér at beskrive hver enkelt hændelse for sig selv, men læses kan noget af det her.
Hvordan krænkelser skaber indefrosne følelser af vrede, afmagt, magtesløshed, arrigskab, stress, depressioner etc., det kan jeg og andre handicapforældre skrive tykke bøger om … Og hvorfor ingen har gjort særlig meget i den kunst, skal jeg lade være usagt, men faktum er, at de bliver ved med at være der, følelserne. De invaliderer mig og jeg kan ikke tænkte klart og fremadrettet, når jeg overvældes af kvælningsfornemmelser, stresssmerter i ryggen og nakken, vrede, hidsighed, opgivenhed … Alt sammen på een gang, blot jeg skal igang med at tænke på at kontakte det offentlige system på min søns eller mine egne vegne… Massive krænkelser … det har været at sammenligne med svigt fra mit familiære ophav i forskellige variationer.
Bede om hjælp, for derefter, gang på gang at opleve at få den hjælp systemet mente vi skulle have, var så nedslidende og krænkende, at de lige så godt kunne have slået mig, voldtaget mit selvværd, min integritet, min værdighed, min eksistensberettigelse ….. Hvis jeg kan tælle 10 gange i de 18 år, jeg har haft kontakt til det offentlige system pga min søns handicap, hvor vi faktisk har fået det, vi havde behov for, så er det vist højden. Det ligner til forveksling den måde jeg oftede oplevede hjælp fra mit netværk på: “Vi hjælper dig med det her, for så får det os til at føle os godt tilpas, det er det, vi har lyst til at give dig, fordi det mener vi du har behov for.” Sekundæreffekten var dulmen af dårlig samvittighed … ingen tvivl om det. Derfor blev den hjælp, der blev tilbudt, også ladet med så megen skyldfølelse, at den var lige ved at kvæle mig …
Det hele trigger den underliggende følelse af ikke at blive set, hørt og taget alvorligt. På noget af det, jeg bad om, følelsesmæssig hjælp, fysisk hjælp, psykisk hjælp … Hjælp til sønnen, til mig selv … Forståelsen og viden om, hvad det vil sige at være alene om sådan en opgave var fuldstændig fraværende, både fra socialmishandleren og mine forældre.. Måske kunne de begge i korte glimt ytre, at de godt kunne se, det var hårdt, men når jeg så bad om hjælp, kom der ingenting. Jo, der kom skjulte bebrejdelser, nedgørende, krænkende bemærkninger, grænseoverskridende holdinger og laissez faire attitude, som alt sammen gjorde, at jeg ikke bad om hjælp til sidst. Jeg kunne ganske enkelt ikke holde ud at råbe mere …. for de hørte mig alligevel ikke…
Først for nylig har jeg for alvor opdaget sammenhængen mellem min egen “inkompetente handlemønstre” og systems omsorgssvigt. “At anbringe iltmasken på mig selv først” … det anede jeg ikke, hvordan jeg skulle gøre, for jeg havde aldrig lært det … og systemet hjalp ikke med at lære .... !
Jeg har også opdaget, at det at kæmpe min søns kamp, stadigvæk, selvom han er 20 år, ender ud med systemets vurdering af behovet for hjælp som det gældende, og ikke min søns reelle, faktiske behov….. Selvom jeg retteligt burde kunne sige, at jeg har gjort mere end min borgerplig, at jeg rettelig burde kunne forvente, der kommer hjælp til ham, så er intet ændret .... intet....
Hvordan tackler andre handi-forældre dette her …. ?
28. Sep 2008 22:24
Kære AC
Hvad med at sende ovenstående indlæg til det landsdækkende LEV-blad????
Det synes jeg virkelig du skal gøre, så der kan komme spot på området og du måske kan få kontakt til andre.
Jeg hørte for nylig om en handimor til en skoledreng, som havde været i NOrdjylland med et foredrag. Hun fortalte at hun havde mødt en hel del med voksne børn, som sad med præcis de samme følelser, som du beskriver. Så der ER et behov for at sige det højt!
29. Sep 2008 11:43
Kære Heidi
Det var en meget god ide.. det har jeg slet ikke tænkt over.. Skal jeg bare sende det til redaktion ?
Jeg prøver .. vo intet vover...
29. Sep 2008 11:56
Det er hermed gjort... :o)
29. Sep 2008 14:06
Super! Skriver du lidt om det, når du får noget respons?
29. Sep 2008 15:30
yes.... det kan du bide skeer på, fr Brandt..