Tante Feos Røde Køkkenstol
7. Jul 2007 14:00, Fruen
Afsnit 1 - Vaksetøj og køkkenstole
Hun var en meget ordentlig dame. Hendes store passion, som ingen rigtig forstod meningen med, var at vaske tøj. Alt slags tøj. Kogevask, finvask, kulørt, strygetøj, alt fik det en tur i hendes gamle Miele, som havde set bedre dage og mange flere slags tøj end godt var.
Nu var det sådan, at Nora vaskede alt i den vaskemaskine. Hun elskede den virkelig. Hendes store, brune øjne kiggede kærligt på maskinen, når hun hver eneste dag, flere gange om dagen, satte en kogevask, eller en kulørt vask over. Forsigtigt skubbede hun sæbeskålen ind på plads, strøg hånden hen over toppladen og trådte et skridt tilbage for at betragte sit mesterværk. En ny kogevask havde set indholdet af dagens sæbeskål, dansen med ca. 40 liter vand og et par timers elforbrug skulle tage sin begyndelse.
Nora elskede at se på. Hun satte sig som regel på den røde plastikstol, Johannes, hendes mand, havde arvet efter tante Feodora ... det eneste, den døve, gamle dame havde efterladt ham.... At tænke sig. En skide rød plastikstol. Med alt det, Johannes havde gjort for tante Feo ... hjulpet med indkøb, kørt hende til lægen mindst 3 gange om ugen, slået græs og holdt hendes gamle, faldefærdige kollos af en patriciervilla ....... Og så kunne han få en skallet, rød plastikstol til tak.. Nora havde ikke talt til ham i flere dage, da tante Feo døde, så gal var hun blevet. Johannes, ejegod som han er, havde blot skudt brystet frem og meddelt, at det var jo da en pæn stol, som han tit havde siddet på ude i køkkenet, og den var han da glad for....
Med sin kaffekop og sin grønne cecil i hånden sad hun nu der foran vaskemaskinen. Nora. Tankerne gled tilbage til tante Feos sidste ord, et par dage inden hun døde. "Nora, du skal passe godt på Johannes, han er ikke lige så stærk som du "... ja ja ja, tænkte Nora, altid skal du blande dig, din gamle hejre. "Johannes er ikke så hurtig som du. Han er en slider, men særlig skarp i skuffekanten er han ikke, og det ved du godt, Nora". "Ja.. havde Nora svaret. Johannes var lidt "short changes of a dollar", det vidste hun godt. Men hun elskede ham jo. Han er jo hendes uforbederlige Johannes. Hans dumpe, lidt sløve gang, de store, barkede næver, den kæmpemæssige krop, fuld af styrke. Udholdende, hendes Johannes. Udholdende og vedholdende. I alt, hvad han foretager sig, udholdende og vedholdende. Det ved hun. Det stoler hun på.
Progammet er gået i gang. Kogevask. Helt hvidt skal det være. Helt rent skal det vaskes. For beskidt, det var det i alt fald, det kunne Nora skrive under på. Johannes' godt brugte underbukser, strømper og arbejdst-shirts. Gamle håndklæder. Men rent, og hvidt, det skulle det blive, uanset hvad det havde været brugt til og hvor gammelt det end måtte være. Nora satte en ære i sit vaksetøj. Hele hendes eksistens og tid gik med at pleje, vaske, stryge og fjerne pletter. Hele hendes sjæl blev lagt i det vasketøj. Ingen på hele vejen havde så rent vasketøj som Nora. Ingen. Men nu kendte de jo heller ikke til Noras små tricks. Hendes hemmelige vaskepulvertricks. Og hendes Miele. Noras Miele.
"De er bedst, de tyske mærker", havde hun gang på gang sagt til Fru Pedersen, nabokonen, som bedyrende havde noteret sig, at tysk stads, det kom ikke ind over hendes bryggersdør, så måtte P'rsæn, for fru P var fynbo med stort F, bær' dæn' u på lås'plassen helt alen'... der var igen slinger i Fru Ps vals, hvad angik hendes antipassion mod tyske vaskemaskinemærker. Men det var Nora nu ligeglad med. Miele var bedst, uanset, hvad fru P så end kom med af fynsk bondekonelogik.
Men nu mente Nora jo noget om det meste, og det var ikke altid, det var som folk mente flest, det, Nora kom med. Hun havde sine egne ideer, sine egne tanker om, hvordan verden var skruet sammen, og det gjaldt især vasketøj. Det var jo ligesom livet, sagde hun tit. Kogevask. Det tager det hele. Alt skidtet bliver bogstavelig talt kogt ud, og du kan begynde på en frisk. Det er ligesom efter en gang feber. Du er som et nyt menneske. Hele vasken er så fin, ren, uskyldig og ny, at du må føle det samme i din sjæl. Renvasket sjælenyhed. Du kan tage det fine, rene, hvide tøj på og føle det samme i din sjæl. Kog det og du vil føle dig som et nyt menneske, sagde Nora tit. Hendes universalløsning på alt, når verden udenfor gik hende imod. Der var intet som en gang kogevask, der kunne sætte humøret på solskin igen. Det skulle da lige være Johannes' store smil ...
Køkkenstolen
Tante Feo havde efterladt Johannes den røde køkkenstol, som han altid sad på, når han hjalp hende. Den var klassisk, det vidste Nora godt. Det var ham den der designerfis, som hun aldrig kunne huske, hvad hed, Klaus Mogensen eller noget i den stil.. han var i alt fald berømt og dygtig, hvis hun skulle tro på det, hun havde læst, og som fru Hansen på den anden side af vejen konstant fremturede med... "
"Jamen Fru Nørgaard, den er bare sååå klaaasisk, den stol... den er jo fra hans destinkte, røde periode, og den er lavet af egetræ, det kan du da se, min kære.. den er en sjældenhed, det er den.... ".. .
Nora lukkede af, når Fru Hansen gik i gang med sit overklassesnobbeævl, det havde hun dog en vis trang til, Fru Hansen. Nora undrede sig ofte over, hvad hun fik ud af det... al den snak om fine ting, hun hold så meget af og ønskede sig, når de alle sammen vidste, at Hr. Hansen ikke tjente mere end til dagen og vejen, og Fru Hansen i øvrigt holdt sig for god til at tage et job, nu, børnene var vokset til og rejst hjemmefra... Alligevel fortsatte hun sin maskingeværsalut om Hr. Mogensens fortræffelige stole, og Nora følte sit forpligtet til at nikke og ja'e på de rigtige steder... håbede hun.
Tankerne gled til den røde stol i køkkenet. Den, hun sad på, når hun vaskede sit tøj. Den skallede af i ryggen, og det ene ben var skævt, det sad sådan ligesom løst. Når vaskemaskinen rokkede i kogevaskcyklus, hoppede stolen hen ad flisegulvet i bryggerset, hvis der ikke sad nogen på den... den kunne virkelig vandre rundt af sig selv, den stol. Andre gange stod den helt stille, uanset, hvor meget vaskemaskinen hoppede... Kogevasken rokkede med stolen, kulørtvask skubbede med den og finvask fik den til at stå helt stille.... Næsten et fint mønster, tænkte Nora, når hun så stolen danse afsted ude i bryggerset. Den skriver jo næsten på gulvet, tænkte hun.
Noras dagsrejser sammen med sit beskidte tøj foregik på den røde køkkenstol. De gik ind i en renere verden, hun og stolen, hvor der ikke var så mange pletter og skjolder. Der var kun skønt, rent tøj og velduft sad hun på køkkenstolen. Hun nød stilheden. Ingen ord. Frem for alt ingen ord, og slet ikke ord fra Fru Hansen, som hun hverken orkede at høre på eller forholde sig til.
Mennesker var så komplicerede ... så indtrængende med deres ord og meninger. Med deres tilstedeværelse. Altid disse mennesker, som ville hende et eller andet, hun ikke rigtig forstod hvad var. Gjorde hun nu det rigtige, sagde hun nu det, man gjorde i den her sammenhæng... Nej. Så hellere vasketøjet. Og den røde stol, kaffen og smøgerne. Så gled tankerne den rigtige vej, derhen, hvor Nora vidste, hvordan verden vendte. Hvordan alting er og var. Og hvordan det skulle blive. Især det sidste. Hvordan det skulle blive. For det vidste Nora noget om. Fremtiden.
